8.7 Anlæg til deponi og behandling af affald
Den nationale affaldsplan kræver, at mængden af deponeret affald senest i 2035 skal være reduceret til højst 10% af den samlede mængde af produceret affald. Derfor har vores planlægning fokus på et fremtidigt behov for plads til færre deponier og flere genanvendelses- og affaldsbehandlingsanlæg.
Målsætninger
Anlæg til deponi og behandling af affald
Deponering af affald kan forurene vand, jord og luft og er derfor ikke hensigtsmæssig i en cirkulær økonomi. Derfor er der i den nationale affaldsplan sat mål for, at mængden af deponeret kommunalt affald senest i 2035 skal være reduceret til højst 10 % af den samlede mængde af produceret kommunalt affald. Behovet for plads til deponier vil derfor være nedadgående.
Mindre affald til deponi og krav om mere sortering øger behovet for genanvendelsesanlæg og affaldsbehandlingsanlæg. De er nødvendige for, at vores affald kan genanvendes og nyttiggøres på en god og forsvarlig måde. Derfor tager vi i vores planlægning højde for, at der også fremover er plads til denne del af samfundets infrastruktur.
Ved placering af genanvendelsesanlæg og affaldsbehandlingsanlæg skal der tages højde for, at de ikke kommer i konflikt med anden anvendelse eller forringer eksisterende kulturelle og landskabelige kvaliteter. Ud fra det nuværende behov, fastholder vi de udpegede arealer og tager hensyn til dem ved planlægning for forureningsfølsom anvendelse.
Kommunalbestyrelsens målsætninger:
- Der skal sikres arealer til den nødvendige udbygning af samfundets infrastruktur til genanvendelsesanlæg og affaldsbehandlingsanlæg.
- Det skal ske under størst mulig hensyntagen til landskabet, de kulturhistoriske værdier og med færrest mulige gener for beboerne og miljøet.
Retningslinjer
Retningslinjer 8.7.1 – 8.7.5
8.7.1
Der er udlagt areal til deponering af affald på Avedøre Holme ved AV Miljø. Arealet fremgår af kortet.
8.7.2
Der må ikke udlægges arealer således, at afstanden mellem forureningsfølsom arealanvendelse og affaldsdeponiet AV Miljø bliver mindre end 500 meter, medmindre det ved undersøgelser godtgøres over for den overordnede planmyndighed, at der ikke er miljømæssige gener forbundet hermed.
8.7.3
Anlæg til at modtage, behandle, omlaste eller deponere affald må ikke lokaliseres i områder, hvor der kan opstå konflikt med andre væsentlige planlægningsmæssige interesser, med mindre særlige forhold eller overordnede hensyn taler herfor.
8.7.4
Der må ikke udlægges arealer således at afstanden mellem forureningsfølsom arealanvendelse og nedennævnte affaldsanlæg bliver mindre end de anførte i skemaet herunder, medmindre det ved undersøgelser godtgøres, at der ikke er miljømæssige gener forbundet hermed.
|
Affaldsbehandlingsanlæg |
Afstandskrav |
|
Deponeringsanlæg |
500 meter |
|
Biogasanlæg |
500 meter |
|
Regionale komposteringsanlæg for haveaffald |
500 meter |
|
Komposteringsanlæg for andet end haveaffald |
500 meter |
|
Nedknusningsanlæg |
500 meter |
|
Affaldsbehandlere |
|
|
Komposteringsanlæg for haveaffald |
300 meter |
|
Genanvendelsesanlæg |
0-300 meter |
|
Slamforbrændingsaffald |
150 meter |
|
Slammineraliseringsanlæg |
100 meter |
|
Slamtørringsanlæg |
100 meter |
8.7.5
Anlæg, som modtager, behandler eller omlaster forurenet overskudsjord, må ikke lokaliseres i områder, hvor der kan opstå konflikt med kommuneplanens beskyttelsesinteresser, med mindre særlige forhold eller overordnede hensyn taler herfor.
Redegørelse
Anlæg til deponi og behandling af affald
Det kan være vanskeligt at placere anlæg til behandling og deponi af affald, men med det nationale mål om mere grøn omstilling og mindre affald til deponi vil behovet over tid forventeligt mindskes. Der er mange forskellige typer af affald, og dermed også mange forskellige typer affaldsbehandlingsanlæg.
Det er en national interesse at sikre, at tilstrækkeligt affald genbruges og genanvendes. For det affald, der ikke er muligt at genbruge eller genanvende, skal der være den nødvendige kapacitet til forbrænding og deponering af affald i kommunerne, og denne skal sikres i kommuneplanlægningen. De konkrete arealreservationer til og retningslinjer for tekniske anlæg er i høj grad fastlagt på baggrund af konkrete krav fra Staten.