Indledning

En bedre by at leve og arbejde i

Kommunalbestyrelsens vision for Hvidovres udvikling fremgår af Hvidovrestrategien, der blev vedtaget i oktober 2024. Hvidovrestrategien slår fast, at kommunen og Kommunalbestyrelsen skal finde løsninger og handle på udfordringer i samarbejde med borgere, foreningsliv og erhvervsliv. Sammen skal vi dyrke det særlige ved Hvidovre som en by, der på samme tid er en del af det kosmopolitiske Storkøbenhavn og et lokalsamfund med et trygt og spændende nærmiljø. Kommunalbestyrelsen ønsker en velafbalanceret boligudbygning og dermed en befolkningssammensætning, der kan sikre et økonomisk bæredygtigt fundament for kommunens velfærd.

Kommuneplan 2026 er en konkretisering af Hvidovrestrategien og den overordnede og langsigtede plan for kommunens fysiske udvikling.

Hvidovre er en næsten fuldt udbygget, men ikke færdigudviklet kommune, og brugen af arealer og faciliteter skal prioriteres klogt, hvis ambitionerne i Hvidovrestrategien skal indfries. Kommuneplan 2026 har derfor fokus på planlægning, der skaber merværdi og tilgodeser flere hensyn i de enkelte tiltag.

Nye tiltag skal ses i en større sammenhæng, hvor vi arbejder hen imod at skabe en endnu bedre by. Vi skal styrke naturen og skåne miljøet; vi skal skabe en levende by, som kan tilpasse sig ændringer i befolkningens størrelse og sammensætning, og vi skal effektivisere ressourceforbruget. Samtidig skal vi tilpasse os klimaforandringerne. Vi skal også skabe en by med flere og bedre mødesteder og byrum, som understøtter velfærd, fællesskab og byens udvikling.

Kommunalbestyrelsen besluttede i maj 2024, at Kommuneplanen ikke skulle revideres i sin helhed. Derimod skulle der foretages en delvis revision af udvalgte undertemaer i Kommuneplan 2021. Revisionen omfatter også indarbejdelse af kommuneplantillæg til Kommuneplan 2021, nye krav i Planloven samt indarbejdelse af de statsligt udmeldte nationale interesser på planområdet.

Kommuneplan 2026 har de samme temaer som Kommuneplan 2021. Det er:

  1. Byens udvikling
  2. Trivsel, udvikling og sundhed
  3. Kultur og fritid
  4. Kulturarv
  5. Natur
  6. Bæredygtighed og klimatilpasning
  7. Vækst og erhvervsudvikling
  8. Mobilitet og tekniske anlæg

Følgende undertemaer er blevet revideret:

       1.2 Nye byudviklingsområder
       1.3 Boligområder
       1.5 Blandede byområder
       3.2 Idræt og foreningsliv
       4.4 Bevaringsværdige bygninger (opdatering af liste over bevaringsværdige bygninger)
       6.5 Forebyggelse af støj
       6.7 Robusthed over for oversvømmelse fra Harrestrup Å
       6.9 Robusthed over for oversvømmelse fra havet
       6.10 Green Tech Island på Holmene (udgår)
       7.1 Erhvervsområder
       7.2 Holmene (udgår)
       7.4 Risikovirksomheder
       8.4 Parkering til cykler og biler
       8.5 Kollektiv trafik

 Reviderede bilag:

       Kort 1.2 Byudviklingsområder
       Kort 1.4 Områder til offentlige formål
       Kort 1.6 Centerområder
       Kort 1.7 Detailhandel
       Kort 1.9 Stationsnære områder
       Kort 1.10 Landzone
       Kort 1.11 Kystnærhedszone
       Kort 6.5 Forebyggelse af støj
       Kort 6.9 Oversvømmelse fra havet
       Kort 7.1 Erhvervsområder  
       Kort 8.9 Antenner
       Bevaringsværdige bygninger (optræder som et bilag i redegørelsen til undertemaet 4.4)

Desuden er de berørte rammeområder blevet konsekvensrettet i forhold til kommuneplantillæg og ændret anvendelse af byudviklingsområder.

Udviklingsområder

Med Kommuneplan 2026 tilføjes et nyt byudviklingsområde; Hvidovre C. Her øges byggemulighederne væsentligt med henblik på en fortætning af området. En fremtidig bebyggelse skal disponeres således, at områdets højeste bygningsdele placeres i den vestlige del og udformes som et punkthus mod Hvidovrevej med en maksimal højde på 12 etager. I den østlige del af området kan der ske en fortætning med bebyggelse på op til 8 etager mod banelegemet. Bebyggelsen skal herfra nedtrappes til 3 etager mod områdets sydøstlige afgrænsning, så højden harmonerer med de eksisterende nabobygninger.

For byudviklingsområdet Hvidovrevej 432-438 og Gammel Køge Landevej 362 ønskes med Kommuneplan 2026 at give mulighed for en mere nedskaleret bebyggelse, end der hidtil har været mulighed for. Således reduceres både den maksimale bygningshøjde, det maksimale etageantal, og den maksimale bebyggelsesprocent markant. Bebyggelsen ønskes fortsat disponeret efter det princip, at de højeste bygningsdele placeres i områdets sydøstlige hjørne, samt ud mod Hvidovrevej i maksimalt 6 og 8 etager, mens højden gradvist nedtrappes mod de omkringliggende naboejendomme til henholdsvis 4 og 2 etager. For at sikre, at Ajax Alle fortsat vil have trafikadgang til Hvidovrevej, hvis området udvikles, indarbejdes dette som et krav i rammeteksten for områdets kommuneplanramme 3C10.

Byudviklingsområdet Cirkusgrunden ændres med Kommuneplan 2026 til kun at omfatte selve stationsforpladsen ved Avedøre Station. Kommuneplanramme 4F12, der før dækkede både det sydlige område, hvor der i dag ligger en række kommunale daginstitutioner, Cirkusgrunden, der i dag omfatter et græsareal, samt selve stationsforpladsen, opdeles i den forbindelse i tre separate kommuneplanrammer:

  • Et nyt rammeområde 4A9 afgrænses til selve stationsforpladsen, hvor der ønskes fortætning med blandt andet boliger og offentlige formål. De bebyggelsesregulerende rammer er videreført fra det tidligere rammeområde 4F12. Det er rammeområde 4A9, der udgør byudviklingsområdet i Kommuneplan 2026.
  • Et nyt rammeområde 4D18 afgrænses til området med offentlige funktioner og institutioner på Byvej 248. Her reduceres de bebyggelsesmæssige rammer markant i forhold til rammerne i Kommuneplan 2021.
  • Rammeområde 4F12 ændres, så det kun omfatter selve Cirkusgrunden, dvs. græsarealet mellem Avedøre Stationsforplads og institutionerne på Byvej 248. Rammeområde 4F12 fastholdes udlagt til rekreativt område, men der vil ikke længere være mulighed for væsentlig bebyggelse. Området ønskes forskønnet med tiltag som forbedring af stiforbindelser, belysning, rekreative funktioner mv.

Der er desuden tilføjet en ny retningslinje i Kommuneplan 2026, der fastlægger, at lokalplanlægning af et byudviklingsområde skal igangsættes på baggrund af grundige forundersøgelser. Disse forundersøgelser skal som minimum redegøre for:

  • hvordan byudviklingen bidrager med at sammenbinde byen bedre på tværs af større infrastrukturanlæg i og ved området
  • hvordan byudviklingen indgår i og udvikler byens grønne og blå hovedstrukturer (sammenhængende grønne områder, rekreative stiforbindelser, vandløb med videre)
  • hvordan nybyggeri i forbindelse med byudviklingen tager udgangspunkt i den eksisterende bygningsmasse, samt
  • hvordan byudviklingen bidrager til og løfter områdets eksisterende arkitektoniske og æstetiske kvalitet, både i forhold til bygninger og udearealer.
Parkering og friarealer

Kommunalbestyrelsen har i juni 2025 godkendt at indarbejde indholdet af Tillæg nr. 10 til Kommuneplan 2021, vedrørende krav til parkeringspladser og friarealer, i den kommende kommuneplan.

Kommuneplantillæggets krav om parkering lød, at der i forbindelse med nye etageboliger i fortætningsområderne i de stationsnære kerneområder skal udlægges 1 parkeringsplads pr. etagebolig i stedet for det hidtil gældende krav om mindst 1 parkeringsplads pr. 200 m2 og højst 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal til etageboliger. Herudover skal mindst 60 % af parkeringspladserne anlægges inden byggeriets ibrugtagning. Endelig skal parkeringspladser etableres helt eller delvist i konstruktion, alt efter den tilladte bebyggelsesprocent – jo højere bebyggelsesprocent, jo flere parkeringspladser i konstruktion.

Kommunalbestyrelsen godkendte dengang, at kommuneplantillæggets indhold om parkering skulle indarbejdes i den kommende kommuneplan og gælde for alle etageboligområder i kommunen.

Kommuneplantillæggets krav om friarealer lød, at der for boligområder og blandede byområder tilføjes en retningslinje, der stiller krav om at friarealet skal udgøre mindst 30 % af det samlede boligareal for nye etageboligbebyggelser. Definitionen af friarealet er et areal i terrænniveau, der hverken benyttes til bygninger, vej- og tilkørselsarealer, parkeringspladser eller reserveret areal til mulige fremtidige parkeringspladser. Friarealer skal indrettes efter kvalitetskrav formuleret i kommunens gældende standarter herom.

I Kommuneplan 2021 blev der indført en mulighed for at reducere kravet til parkeringsudlæg i forbindelse med planlægning for nye etageboliger gennem etablering af en af kommunen godkendt delebilsordning. Retningslinjerne 8.4.1 – 8.4.4 gav mulighed for, at en fast stamplads til delebil kunne erstatte fem regulære parkeringspladser. Dog måtte andelen af stampladser til delebiler maksimalt udgøre 10 % af det samlede antal parkeringspladser. Dette har vist sig ikke at have politisk opbakning, hvorfor denne mulighed udgår af kommuneplanen.

Idræt og foreningsliv

Kommunalbestyrelsen vedtog i september 2024 Idrætsvisionen under navnet ”Visioner for fremtidens idræts- og fritidsfaciliteter i Hvidovre Kommune”. Idrætsvisionens mål og hensigter er indarbejdet i Kommuneplan 2026 i redegørelsen til afsnit 3.2.

Idrætsvisionen skal bidrage til, at faciliteterne for Hvidovre Kommunes idrætsliv får et løft, og at idræts- og foreningslivet kommer til at spille en central rolle for styrkelse af byens identitet og fællesskab ved at blive tænkt ind i den kommende byudvikling. Med udgangspunkt i dette er områderne omkring Hvidovre Stadion og Strandmarkens Fritidscenter udpeget som byudviklingsområder.

Bevaringsværdige bygninger

Listen over de bevaringsværdige bygninger i Hvidovre Kommune er opdateret i forhold til de ændringer, der er sket siden udarbejdelsen af Kommuneplan 2021. I underemnets redegørelse om bevaringsværdige bygninger er der et link til listen. I pdf-versionen af Kommuneplan 2026 er der indsat en liste med de bevaringsværdige bygningers adresser.

Forebyggelse af støj

Her tilføjes Kommunalbestyrelsens målsætninger på området om hvordan der skal arbejdes med at nedbringe trafikstøjen i Hvidovre, herunder målet om nedsættelse af hastigheden og arbejdet for overdækning af motorvejene. Herudover vil der også blive arbejdet for at nedbringe støj fra jernbaner.

I redegørelsen oplyses om den af Kommunalbestyrelsen vedtagne Støjhandlingsplan 2024-29, som beskriver mere udførligt, hvilke indsatser kommunen vil gøre for at nedbringe trafikstøjen.

Robusthed over for oversvømmelse fra Harrestrup Å, havet og ved regn

Teksten om Harrestrup Å er opdateret i forhold til tidsplanen for det tværkommunale projekt, der skal løse oversvømmelsesproblemer langs åen. Den nye forventede opstart af anlægsarbejdet er sat til 2026.

I forhold til havvandsstigning og stormflodssikring er teksten i redegørelsen også opdateret med den udvikling, der har været i samarbejdet med de øvrige kommuner og myndigheder, der er involveret i arbejdet for en løsning. Det nyeste sikringsniveau fremgår af kortbilag 6.9 Oversvømmelse fra havet.

Der er opstået behov for en teknisk korrektion af kommuneplanens undertema 6.6 Robusthed overfor oversvømmelse ved regn, der beskriver målsætninger og retningslinjer om klimatilpasning, afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse ved regn mv.

Behovet for en korrektion skyldes, at der på området er kommet nye data og en ny beregningsmodel, der danner grundlaget for arbejdet med at imødekomme udfordringerne med regnvand i fremtiden. Det betyder først og fremmest, at kortbilag 6.6 Robusthed over for oversvømmelse ved regn er blevet opdateret med de nyeste data, og at der som konsekvens heraf er foretaget en ajourføring af redegørelsesafsnittet samt af retningslinjerne 6.6.2 og 6.6.3.

Erhvervsområder

Kommunalbestyrelsen ønsker, at den kommende revision af Fingerplanen justerer planlægningsmulighederne for erhvervsområdet på Avedøre Holme. Ønskerne handler om, at en mindre del af erhvervsområdet må planlægges for etablering og udvidelse af håndværksvirksomheder, og at andelen af virksomheder inden for transport og logistik må begrænses, så produktionsvirksomhederne ikke presses ud af området.

Hvidovres mindre og ældre erhvervsområder, som også er omkranset af boligområder, har potentiale til fornyelse og omdannelse, der gør det muligt at integrere områderne bedre i den øvrige del af byområdet.

Kommunalbestyrelsen har besluttet over tid at omdanne erhvervsområdet ved Gungevej/Høvedstensvej/Arnold Nielsens Boulevard til et blandet byområde. Når produktionsvirksomhederne i dette område udfases, bliver der mulighed for at opføre nye boligbebyggelser. Men der skal også skabes plads til forskellige offentlige formål og ikkegenerende erhverv som fx de eksisterende servicevirksomheder.

Holmene og Green Tech Island udgår

På baggrund af Kommunalbestyrelsens beslutning om ikke at arbejde videre med Holmene, udgår omtalen af disse i Kommuneplan 2026.

Kollektiv trafik

Dette afsnit er opdateret i forhold til den udvikling, der er sket. Blandt andet er målsætningsteksten blevet præciseret og udtrykker nu, at der arbejdes målrettet for en metrolinje til Hvidovre Hospital og at man støtter fuldt op om de aktuelle planer om etablering af en BRT-buslinje til blandt andet Avedøre Holme.

Redegørelsesteksten er opdateret med information om, at de 29 kommuner i KKR Hovedstaden (samarbejdsforum) og Region Hovedstaden har udarbejdet en tværgående mobilitetsanalyse for hele hovedstadsområdet for at bidrage med styrket viden om og muligheder for den tværgående mobilitet.

Flere afsnit i redegørelsen er opdateret i forhold til nye aftaler og analyser. Blandt andet i forhold til busser og fremtidens højklassede kollektive trafik.