4.1 Kulturarven i Hvidovre

Som ældre forstadskommune formidler Hvidovres kulturmiljøer træk af den udviklingshistorie, som på 150 år har flyttet Danmark fra landbrugssamfund gennem industrialisering og urbanisering til velfærdssamfund – og Hvidovre fra landsogn til forstad.

Vi vil i samarbejde med Forstadsmuseet vurdere og prioritere kommunens kulturmiljøer og bygninger som bærere af lokalsamfundets og nationens centrale historie og fundament for lokal identitet.

Kommunen rummer kulturarvselementer fra alle faser af denne samfundsudvikling: de første 100 års afvikling af landbosamfundet og den samtidige uplanlagte byudvikling, det følgende halve århundredes velfærdsudvikling indenfor rammerne af en overordnet samfundsplanlægning og endelig de seneste årtiers byfornyelse og infill-byggeri.

Som stærk bosætningskommune er især vores boligområder rige på eksempler på periodens mest markante boligformer og -strategier: Almene bebyggelser og villaer/småhuse/parcelhuse.

Hvidovre er en udbygget kommune, hvor forstadsudviklingen har skabt en ny slags bymæssighed, der i dag opleves som et historisk landskab, der dog fortsat kæmper for kulturel anerkendelse.

Derfor vil vi arbejde for, at kulturarven indgår som et strategisk element i planlægningen, og bruges fremadrettet som en ressource, der medvirker positivt til fremme af bosætning, erhvervsudvikling og turisme.

Den fremtidige udvikling i Hvidovre vil i særlig grad komme til at byde på fortætning samt byfornyelse og/eller -omdannelse, og derfor er det vigtigt at arbejde fokuseret med kulturarven som en udviklingsressource.

Vi vil skabe oplevelsesrige bydele og egenartede kvarterer ved at fastholde og genbruge bevaringsværdige og historiske bygninger i byen. Forståelsen af forstadslandskabernes historie er en betydelig ressource for borgere og erhvervsliv i Hvidovre.

Som bylandskab fremtræder Hvidovre som et tætvævet mønster af afgrænsede områder, der hver for sig rummer forskellige bebyggelsesformer og funktioner. Dette omfatter parcel- og rækkehuskvarterer, almene boligbyggerier fra klassiske blokbebyggelser over avancerede forsøgsbyggerier til store totalplanlagte elementbyer, små erhvervsområder med rødder i håndværkskulturen, store erhvervsområder fra 1960’erne med industri- og lagerhaller, rekreative arealer med afsæt i national militærhistorie og velfærdssamfundets fritidstænkning, samt overordnet infrastruktur fra tidlige landeveje over velfærdssamfundets motorveje og jernbaner fra alle perioder.

I den kommunale planlægning vil vi bruge denne kulturarv som et strategisk redskab for byens udvikling. Kulturarven kan som et identitetsskabende og -bærende element i Hvidovre også udgøre en dynamisk medspiller og ressource, der giver plads til genanvendelse, nyfortolkning og udvikling.

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

• Kulturarvsværdierne i kommunens byområder og landskaber skal synliggøres, beskyttes og aktiveres for at sikre både bevaringsinteresserne og kvalitet i byudviklingen.
• Kulturarven skal indgå som et strategisk element i planlægningen, og fremadrettet bruges som en ressource, der medvirker positivt til fremme af bosætning, erhvervsudvikling og turisme.
• Kommunens planlægning skal sikre, at kulturarven tænkes ind allerede i de indledende faser af kommende byudviklingsprojekter, så udviklingen af byen sker under hensyntagen til kulturarven.
• Ved lokalplanlægning i områder med kirker, skal der ske en grundig analyse og vurdering af kirkens samspil med det omgivende landskab og/ eller bymiljø for ikke at fortage indgreb, der ødelægger kirkens synlighed og som sikrer sammenhængen med det omgivende miljø.

4.1.1

Kulturarven skal danne vurderingsgrundlag og inspiration for udviklingspotentialer, bevaring og beskyttelse gennem formidling, planlægning og administration.

4.1.2

Inden der igangsættes byggeri, anlægsarbejder eller andre indgreb, der i væsentlig grad vil påvirke oplevelsen eller kvaliteten af kulturhistoriske elementer eller helheder, skal der foretages en konkret vurdering af, om disse indgreb vil være i strid med hensynet til bevaringen af kulturarven.

De statslige krav til kulturarvsområdet har som mål, at kommunerne sikrer de historiske enkeltelementer og helheder – både monumenterne og de mere ydmyge spor. 

Værdifulde kulturmiljøer eller kulturhistoriske helheder i byerne og det åbne land skal sikres gennem kommuneplanlægningen. Kulturmiljøer, både fra ældre og nyere tid, skal kortlægges og beskrives. 

Kommunerne skal fremme en formidling af kulturarven med vægt på kulturmiljøer, bygninger og andre kulturhistoriske bevaringsværdier, der retter sig mod sporene efter menneskers virksomhed i forskellige perioder. 

Kommuneplanen skal desuden indeholde en oversigt over de bevaringsværdige bygninger.

Med udarbejdelsen af Kommuneatlas – Byer og bygninger 2000 blev alle bygninger opført til og med 1940, samt udvalgte bygninger og bebyggelser efter 1940, registreret, og vurderet efter bevaringssystemet SAVE (Survey of Architectural Values in the Environment).

De SAVE-registrerede bygninger ligger på en skala fra 1 til 9, hvor 1 er den højeste værdi og 9 den laveste. Bygninger med karakteren 1-4 er oplistet i kommuneplanen som bevaringsværdige. 

En bygning er bevaringsværdig, når den er optaget som sådan i kommuneplanen, eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller en byplanvedtægt. Det betyder, at bygningerne ikke må nedrives uden kommunalbestyrelsens særlige tilladelse. 

Kommuneatlassets vurdering af bevaringsværdier omfatter ikke dog ikke hovedmassen af Hvidovres bygninger, der er opført efter 1940.

I forbindelse med lokalplanlægningen revurderes bygningernes bevaringsværdi, og bevaringsbestemmelser for de enkelte bygninger indarbejdes i nye lokalplaner – også for bygninger opført efter 1940. 

Det er kommunalbestyrelsen, der vedtager, hvorvidt et bymiljø, en bebyggelse eller en bygning er bevaringsværdig.

Kulturarvskommuneprojektet Kulturarv 2650 fra 2006 udgør sammen med kommuneatlasset grundlaget for Hvidovres bevaringsudpegninger. Med projektet blev der sat fokus på Hvidovres forstadshistoriske bygningsarv, og på kulturarvens værdi som udviklingspotentiale. Derfor tillægges de lokale kvaliteter stor betydning, så for eksempel hverdagslandskabets bygningsmasse betragtes som en særlig kvalitet.

Kulturarvsmetoden har været implementeret i planlægningen gennem en inddeling af kommunens geografi i 50 kvarterer med følgende tre elementer: 

• Kvarterbeskrivelse hvor kvarteret kortlægges og beskrives i forhold til lokale, nationale og internationale standarder med henblik på en identifikation af de bærende fortællinger, som skal indgå i planlægningen.
• Bærende fortælling, som kobles til de bevarede kulturarvselementer – enkelte bygninger eller kulturmiljøer.
• Bevarings- og udviklingsstrategi, som beskriver kvarterets bevarings- og udviklingspotentialer – uden at være konkrete mål.

Kvarterbeskrivelserne har i de seneste planperioder været en integreret del af lokalplanlægningen. Fremover danner de grundlaget for en udpegning af en række særligt bevaringsværdige kulturmiljøer på tværs af kommunen. Kvarterbeskrivelserne vil stadig indgå i arbejdet med lokalplanlægning, men med en udpegning af færre særligt bevaringsværdige kulturmiljøer, er det muligt at målrette indsatsen med at beskytte de vigtigste kulturhistoriske spor i kommunen. Læs mere om kulturmiljøerne i afsnit 4.3.